om ON

Orkester Norden er et sommer symfoniorkester, som hjælper unge musikere frem. Vi fastholder og udbygger et professionelt netværk ved at bringe ligesindede entusiatiske og dygtige talenter sammen. Formålet med Orkester Norden er at udvikle musikernes færdigheder. De unge musikere er mellem 15-25 år og går på konservatoriet. Talenterne får et indblik i, hvad et orkester med dygtige folk laver. De får et bedre netværk, og det hele sker gennem Orkester Nordens årlige sommertur.

Hver sommer samles unge talentfulde musikere i det land, som har værtskabet, og lige nu er det Musikkens hus i Aalborg, Danmark. De unge prøver kræfter med forskellige klassiske musikstykker. Men også moderne elektroniske værker samt rock, pop og symfonisk musik blandes i en vellyd.

Sommerturen skaber magiske minder til gavn for de unges professionelle klang og forståelsen af livet i et fænomenalt professionelt orkester. Kortefter samlingen i Musikkens Hus turnerer orkesteret med stykkerne primært i nordiske og baltiske lande.

De unge får afprøvet sig selv i et symfonisk orkester, de bliver nysgerrige og modtagelige for både gammel og ny musik. De udvider netværket på tværs af sprog og musikalske konventioner, og de lærer mere om den nordiske og baltiske kultur.



Orkester Norden - et fælles anker – og et fænomenalt brand

Talent kan man have, det er ganske vist. Talent forpligter, siges det også. Når man så er nået ud over at øve sig og kunne sine ting, så kræver det talentpleje at drive det vidt.

Der er lang vej, før en konservatoriemusiker kan udfolde talentet og opnå et så højt niveau, at det giver en plads i et professionelt symfoniorkester.

Orkester Norden er det eneste ungdomsorkester på så højt niveau for unge talentfulde orkestermusikere fra Norden og Baltikum. Orkestrets aktiviteter og niveau kan sidestilles med blandt andre European Union Youth Orchestra, Gustav Mahler Jugendorchester og Baltic Sea Youth Philharmonic.

Vi tiltrækker de bedste talenter. Det vil vi fortsætte med gennem et stærkt brand. Det brand tager afsæt i en nordisk kulturarv, vi værner om i vores musik, med både Sibelius, Carl Nielsen og Grieg på repertoiret. Men også moderne værker bliver spillet af Nordens fremmeste unge talenter på sommerturen hvert år. Improvisation og elektronisk musik, store romantiske klassikere står side om side med rock, pop og filmmusik, ligeså vel som det 20. århundredes store komponister.

Kulturen er en åndelig strømning, der udvikler sig, og det gør Orkester Norden også. Men med bestandigt fokus på den kulturelle arv, som vore nordiske rødder hviler på. Netop i en tid, hvor rødderne udfordres af mange kulturelle strømninger, er orkesteret garant for, at den nordiske kultur føres videre på højeste niveau.

Det høje internationale niveau skabes af fem mål: de bedste dirigenter, solister, instruktører samt store værker og en flot turne.

Vi har siden 1993 tiltrukket Nordens fremmeste talenter. Hver sommer mødes de unge i tre uger, hvor de intensivt studerer professionelle koncertprogrammer, har masterclasses, workshops, koncertturne og socialt samvær. Deltagerne møder professionelle instruktører, solister og dirigenter, som er navne i tiden i de nordiske musikmiljøer.

Optagelsen sker efter de samme vilkår, man møder i professionelle orkestre, og ca. 70-100 bliver udvalgt til en plads på sommerturen.

Arven, som de unge indføres i i vores orkester, den bringer de videre ind i de professionelle orkestre. Derfor er det også så vigtigt at have et orkester Norden.

De nordiske talenter motiveres af at møde musikere fra andre lande. Alt i alt fungerer Orkester Norden som en smeltedigel for morgendagens musikere, og for en fastholdelse af kulturarven i Norden.

Vi fører brandet Move ON videre. Fordi orkesteret bevæger kulturen med sig ind i fremtiden. På nye platforme, i nye sammenhænge, på nye vilkår og på en ny måde, hvor de unges kompetencer udvikler sig. I takt med at kravene til at formidle ændrer sig, gør formatet for koncerterne ligeså. Vi vægter resultaterne.

Hilsen

Organisationsleder, Asbjørn Keiding


Orkester Norden kan følges på Facebook og Instagram.